På Klemhest har vi plantet ca. 800 vinstokke.
Heraf har vi 3 blå druesorter og én hvid sort, der alle på hver deres måde er velegnede til vinfremstilling i Danmark.
I det følgende beskrives de forskellige egenskaber ved vores fire vinsorter.

Rondo
Blå vindruesort der modner overalt og har potentiale til en robust rødvin. Rondo er den bedste sort til rødvinsfremstilling i Danmark.
Rondo har tidligt udspring og når at modne stort set hvert år i Danmark. Netop dette faktum at druen er så pålidelig for danske vinavlere, gør at den er dominerende blandt de røde druer.
Druen er stor og meget mørkeblå, men egner sig ikke decideret som spisedrue. Vinen bliver ret kraftig og der laves mange gode vine på Rondo i Danmark. Det kan dog være en god ide´ at supplere med andre sorter, f.eks er Leon Millot og Regent ofte brugt til at blende med.

Regent
Regent egner sig glimrende til spisedrue. Druerne bliver ret store og udbyttet er pænt stort. Det er en god begynderdrue, den er ligesom Leon Millot meget modstandsdygtig overfor sygdomme. Den er blot lidt sårbar over for kulde i blomstringperioden.
Den modner normalt altid i Danmark og kan høstes i slutningen af oktober.

Leon Millot
En populær drue i Danmark pga dens robusthed over for sygdomme. Den er nem at dyrke, god for begyndere. Vi plantede 25 stokke Leon Millot i 2005 der sammen med de 75 Rondo udgjorde vores første vinmark.
Druerne er små og sidder tæt i små klaser, sorten egner ikke til spisedrue. Druerne modner lidt senere end Rondo og kan normalt høstes fra midten af oktober. Væksten er meget kraftig og skal beskæres godt.
Der laves rigtig god vin på Leon Millot, den er knap så kraftig/frugtig som Rondo, men de 2 sorter supplerer hinanden udmærket i en blend.
Sygdomsbekæmpelse er ikke nødvendig og de overlever selv den håreste vinter.

Solaris
Solaris, der bruges til hvidvin, modner meget tidligt, også i Danmark og får et meget højt sukkerindhold. Den meget tidlige modning kan dog have den ulempe at hvepseangreb kan blive et problem.
Planten er sund og er kun lidt modtagelig overfor meldug og vinskimmel. Det er tillige en glimrende spisedrue, selvom det måske ikke bliver de kønneste druer smager den rigtig godt.
Vinen siges et være neutral i smagen, men dog kraftig med fine finesser.